Når noget undrer én er det sikkert en god lejlighed til at skrive en blog-post, for der er sikkert andre der undres over det samme. Og ofte er det jo sådan at man undres over ting man selv er stødt ind i – noget der er relevant og betydningsfuldt i éns liv.
Sådan er det også her. Jeg er relativt løst ansat forsker og underviser ved en statslig institution. Jeg er ansat som lektorvikar, og egentligt meget godt tilfreds med det, på nær at kontrakten snart løber ud og jeg nu igen, for jeg ved ikke hvilken gang, skal til at bekymre mig om kontraktforlængelse osv. I den forbindelse bliver det utroligt klart hvor forskellige offentlige ansættelsessystemer kan være.
Jeg har været kontraktansat på Arkitektskolen Aarhus i siden februar 2003, med et enkelt hul på ca 1 1/2 år hvor jeg var “ude i det private.” Først som forskningsassistent lige efter min afgang (det andre ville kalde aflevering af specialet), henover et 3-årigt ph.d.-stipendium, og nu med over 2 1/2 år som lektorvikar. I alt ansættelse som uddannet akademiker i knapt 7 år. Og nu skal jeg så forlænges igen. Diverse regler skal tages i agt inden næste kontrakt underskrives: hvor lang kan kontrakten være, hvad skal vi kalde stillingen osv. Krumspring af regler som lader der til at være der for deres egen skyld.
I andre dele af både det offentlige og private arbejdsmarked er det almindeligt at man enten er projektansat eller fastansat. En fastansættelse varer ved indtil man finder noget andet eller bliver fyret. Sådan er det. En ansættelse ophører sjældent fordi men når en bestemt dato, som ikke har nogen forbindelse til et projekt eller anden økonomi. Man kan også bevæge sig op i systemer andre steder ved at kvalificere sig og søge lederjobs osv. Men man bliver ikke som standard opsagt fordi man ikke opsøger forfremmelsen.
I den verden hvor jeg bevæger mig, er en fastansættelse nærmest at opfatte som en livsvarig kontrakt som arbejdsgiver ikke har nogen mulighed for at opsige. Når man først er indendøre kommer man aldrig ud igen. Derfor findes der alle disse vanvittige prøvelser og regler man skal kunne leve op til for at få lov til at beholde det job man nu en gang har. Og fastansættelsen ligger først meget langt fremme i systemet, efter årevis af tests, såsom kandidatgrad, ph.d.-grad, gennemført adjunktur og formel kvalificering til lektorat. Sådan er det på alle universiteter i alle lande jeg har hørt fra. Men hvorfor dog?
Man kunne vel lige så godt forestille sig et system hvor man blev ansat med tre måneders prøvetid, som man kender fra andre sammenhænge, for derefter at arbejde på et givent niveau indtil man steg til det næste niveau eller valgte en anden afdeling med nye udfordringer, eller blev hvor man var fordi det passede godt til den man var. Forfremmelser skulle selvfølgelig ske i forhold til kvalifikationer og behov i organisationen osv.
Det lader til at rigiditeten kommer af at man vil værne om den priviligerede position man allerede har opnået. “Man” er her dem der er kommet indendøre og dermed skal bevare det nuværende system for ikke at blive truet på deres position. Så der kræver globale standarder for opnåelsen af privilegiet.
Det er en interessant “ligheds”-tænkning som jeg kan se mange andre steder i vores samfund. I boligforeninger hvor boligbrev giver adgang til billige boliger. Ejerne af boligbrevet er ikke nødvendigvis den der har mest behov eller bedst evne til at betale – blot den der tilfældigvis fik det i dåbsgave. Eller som ved ansættelser i symfoniorkestre hvor folk går til prøver i årevis, for – måske – til sidst at få en fast stilling. Herefter skal man nærmest møde fuld op på arbejde i årevis før man bliver fyret.
Hvis du vil ind og være lige med os skal du i gennem lange prøvelser.
Nå, jeg brokker mig sikkert for meget. Om et år eller tre har jeg sikkert også min faste stilling, og så vil jeg værne om hegnet selv – for man lukker jo ikke bare hvem som helst ind – og det var også svært for mig, så det skal det også være for dig.
Men forestil jer en udveksling man kunne have fra de akademiske institutioner med resten af arbejdsmarkedet hvis det ikke skulle være så pokkers svært at komme ind, så man aldrig forlod stedet igen. Man kunne få nye nysgerrige undervisere og forskere, og private firmaer kunne få højt kvalificerede akademikere. I en meget mere dynamisk udveksling. Vi, der er interesserede i at forske, skulle ikke bruge så lang tid på at kvalificere os til at blive rigtige forskere, at vi er tæt på at blive uinteressante for alle mulige andre arbejdspladser.
Tillidsmanden har svaret, at sådan er det her universitære system jo bare. Men hvorfor er det “bare” sådan? Hvem får noget ud af det? Ud over dem der er bange for at miste en flot position ved at sidde et sted der er svært at komme ind til… Systemet som helhed mister vel en form for dynamik og produktivitetsforbedring, ved ikke at have åbne grænser til resten af verden.
Rigiditeten kommer selvfølgelig også af en mangel på ledelse i de offentlige forsknings-/undervisningsmiljøer. Når alt har været selvledt har der ikke været nogen til at beslutte hvem er ude og hvem er inde og hvorfor, og dermed blev fastansættelser på livstid, og man kunne slappe af så snart man var på den anden side. Men disse tider er ved at være forbi. Universiteterne får bestyrelser og professionelle ledere.Vil det ændre noget? Sandsynligvis ikke, for systemet er jo bare som det altid har været og som det er alle andre steder…
Men vil forskningskvaliteten sejle og falde, hvis vi ikke har disse grænser, eller ville den stige fordi gabet mellem den akademiske verden og “den rigtige verden” blev lukket? Fordi vi vil blive de samme? Praksis ville nemmere møde forskning og forskere og vice versa. Eller ville vi miste rigtig, ordentlig forskning fordi det er nødvendigt at blive i sin forskerhule i mange år for at kunne sige noget der i virkeligheden er intelligent? Jeg ved det ikke.
Jeg ved blot at jeg er træt af at der bliver stillet spørgsmål ved mine kvalifikationer igen og igen, uden anden anledning end at jeg har været et bestemt sted i et bestemt tidsrum.
Er jeg snæversynet eller er der andre der har tilsvarende ideer?
[sorry for the Danish only - the issue is actually relevant in global context...]